Slut med campingmad

Christchurch er hovedbyen på sydøen i New Zealand, og vi havde planlagt også at få en fornemmelse for denne Garden City, som den bliver kaldt. Vi havde en aften og en formiddag og hvordan kan man tilbringe en aften bedre end ved at gå ud og spise?

Vi fandt et meget spændende sted, der slet ikke var så dyrt som man kunne have forventet (godt hjulpet på vej af den gode kurs for tiden til NZD), og jeg vil lige nævne et par highlights fra vores valg fra menuen: dagens suppe – broccoli med blå ost, jamaicansk kylling med mango- og jordbærchutney og lam med macadamiasauce og stikkelsbærchutney (Det er en skam man ikke får stikkelsbær noget oftere! Især når man i Danmark klimamæssigt nu sagtens kunne.)

Flod, have og kirke

I løbet af vores formiddag nåede vi at få et lidt bredere billede af byen end vi havde nået om aftenen. Vi var på en lille sejltur i gondol op langs Avon River – i bedste oxfordstil. Byen ligner i øvrigt til forveksling på mange punkter med gamle, smukke bygninger. Floden løber gennem hele byen og er et af dens kendetegn.

Den løber bl.a. gennem den botaniske have, som jeg rigtig godt kunne lide med rigtig mange forskellige træer og masser af blomster! Den er med til at give byen sit ry som Garden City. Et par dage efter vi var der skulle deres blomsterfestival begynde, og vi så derfor garnere rundt om i hele byen, der var i færd med at pynte op. Selv nede på floden blev der sat “tømmerflåder” dækket med blomster ud!

Vi var et smut inde forbi den store anglikanske kirke midt i byen, som har givet byen sig navn, og den virkede på mange måder rigtig imødekommende. Selvom den var stor og prangende, var stemningen derinde til at man følte, at man var velkommen og ikke helt så stiv og overhøjtidelig, som den nogle gange kan være – måske især i nogle af de store katolske kirker.

Danskere på vinterferie

Det virkede næsten som om, at vi i Christchurch stødte på danskere på næsten hvert eneste gadehjørne. På hele vores tur rundt i NZ blev vi gentagne gange overrasket over at høre dansk, så man var pludselig nødt til at passe på, hvad man sagde til hinanden. (Kenneth morede sig også over den newzealandske accent, selv om jeg ikke kunne høre nogen forskel på den og den australske.) Vi har ikke noget sted i Australien set lige så mange danskere. Måske kan det være fordi det var i uge 7 – skolernes vinterferie i Danmark – så de var taget til NZ på vinterferie, selvom det lyder lidt skørt. Så meget for den økonomiske krise!

Vores generelle indtryk af Christchurch var, at man sagtens kunne have tilbragt mere tid der. Det var en rigtig hyggelig by, og selvom vi nåede at opfange stemningen der og byen ikke er særlig stor, så nåede vi ikke et eneste af de mange efter sigende gode museer, og man kunne også godt have brugt mere tid på bare at opleve byen noget mere.

Og så var vi jo slet ikke ude i at prøve nogle af alle de adventureting (som bungy jumping) som kiwier ellers er så glade for, så vores overordnede indtryk af New Zealand er, at det er et fantastisk sted at holde ferie og meget gerne i rigtig lang tid, for der er hele tiden mere, man ville kunne se eller gense.

Udsyn til bjergtop

Næste stop var ved en strand, Gillespies Beach, hvor vi skulle overnatte i telt næsten ned til vandet. Herfra kunne vi om aftenen nyde synet af Mt Cook fra den anden side af bjergkæde, mens solen lige så stille gik ned ude over vandet, og derved ændrede farverne på det smukke sneklædte bjerg til først orange og derpå lyserød inden den var væk. Det var et meget smukt syn og alle de sandfluebid værd, som jeg stadig døjer med klør på mine ben og fødder her over en uge efter!

Efter en dejlig nat på min nye selvoppustelige luftmadras (som vi havde været nødt til at købe dagen inde, da luftmadrassen vi havde med til mig var gået i stykker og ikke kunne laves, og jeg havde prøvet men ikke syntes om at ligge på en tom luftmadras kun med håndklæder som isolation) kørte vi en tur hen til den nærliggende sø, Lake Matheson. Her kan man, hvis man går rundt om den på en stille morgen som vores, se Mt Cook spejlet i vandet – endnu et meget smukt syn! (Og igen meget sammenligneligt med Canada – vi behøver snart ikke tage derover.)

Vi var også tættere på de gletsjere, der er et must-see i området. Vi både så Fox Glacier fra udkigspunkter og var ude at gå en tur over morænelandskabet bestående af sten, sten og flere sten fra der, hvor Franz Josef havde trukket sig tilbage og der nu kun var en lille smeltevandsflod, der til tider ændrede bane mellem stenene. Vi var dog ikke helt henne ved foden af den, da det krævede guide.

Snoede veje og smalle broer

Derpå fulgte den lange køretur videre op langs vestkysten på tosporet vej, hvor man kommer gennem hårnålesving (fartgrænse på 100 km/t men anbefalet 25-35 km/t et godt stykke af vejen), og en masse byer, som på kortet ser ud til at være “almindelige” af størrelse men viser sig kun af have mellem 200 og 300 indbyggere. Det er meget kendetegnende for NZ! Ingen mennesker eller dyr, men masser af flot natur!

Vi kom dog også gennem storbyen på vestkysten, Greymouth, men omkring 3500 indbyggere. Generelt på turen har vi stødt på mange ensporede broer, som fungerer fint på grund af de få biler på vejene, selvom de findes gentagne gange på hovedvejene. Men i Greymouth oplevede vi det særlige fænomen med en bro der var ensporet og derudover også delte dette spor med toget! Vi undrede os noget over, hvordan vi skulle vide, om der kom et tog, og om man skulle bakke, hvis det kom, mens man var på broen, da toget havde forkørselsret og der ingen lys eller bomme var!

Pandekagekysten

Pancake Rocks var en samling klipper, som bedst kan beskrives med billeder. Man ved ikke fuldstændig hvordan de er opstået, men et særligt syn er det i hvert fald. I bunden af slugterne bliver vandet skyllet ind under klipperne og ryger derpå tilbage med så stor kraft at det sprøjter ud. Dette fænomen kaldes blowholes, og der var adskillige af disse her også.

På turen videre derfra mødte vi en politibil, der patruljerede frem og tilbage på samme lille stykke vej, hvilket minder mig om, at jeg til listen over ting i NZ må tilføje, at de har meget politi på vejene trods landets store udstrækning og få mennesker. Vi har mange gange mødt politi (4-5 biler på bare en dag!).

Arthur’s Pass

Vores sidste overnatning inden vi var tilbage i Christchurch var i Arthur’s Pass på en “campingplads” der lå presset ind på det lille stykke græs der var mellem jernbanen, stationens parkeringsplads og hovedvejen. Her stødte vi bl.a. på den frygtede newzealanske fugl keaen! Det er en papegøje, forholdsvis stor og med et meget krumt og spidst næb, der ikke er bange for mennesker og som spiser gummi. Det betyder bl.a., at man skal passe på sine gummisko, som den kan finde på at angribe og at vi var glade for, at vores lejebil havde skærme over vinduerne, da den gerne spiser gummiet langs med vinduesrammen!

Passet ligger ret højt, så vi hundefrøs om natten – der har været køleskabstemperatur, for vores Nutella opførte sig præcis som hvis det havde været i køleskabet! Og vi måtte have vanter, hue, trøjer osv. på da vi om morgenen begyndte vores lille morgentur op til et vandfald. Til gengæld gik det så meget opad, at vi havde det fint varmt da vi kom ned igen…

Tilbage under skyerne

Vi kunne se tunge skyer, der hang over de sidste bjerge i passet, da vi vendte næserne mod Christchurch, og ganske rigtigt var det slut med det fine vejr fra næsten hele vores tur og tilbage til det overskyede og småregnende, men vi havde godt nok været heldige! Og vi glædede os nu til at komme tilbage til Christchurch til et hotel, til en rigtig seng og til et dejligt, langt, varmt og tiltrængt bad!! Så mens Kenneth afleverede bilen, kunne jeg hænge teltet op til tørre og nød, at ingen tog tid på badet imens.

Milford Sound

Lørdag morgen gik turen mod Milford Sound – den mest kendte af fjordene på sydøens vestkyst. Vi var blevet anbefalet at tage på et cruise med overnatning, og det betød desuden, at vi havde bedre tid til køreturen op til bunden af fjorden. Dette stykke vej er et af de smukkeste i verden, og vi var heldige at køre det i fantastisk vejr og med mulighed for at stoppe en del steder undervejs.

Spejlblanke søer med og uden genspejlinger af bjergene, stille gåture i skoven, vandfald, udsigt over marker, bjerge og en blå himmel. Det var nogle af de ting, der mødte os på en helt igennem fantastisk dag. Især Lake Gunn var som af en anden verden. Det sidste stykke vej ned mod Milford Sound gik først stejlt ned igennem en enkeltsporet tunnel (med trafiklys) og derefter videre ned ad bjergsiden. Fremme ved færgeterminalen fik vi hurtigt checket ind til vores båd og gik ombord.

“The Milford Wanderer” var en positiv overraskelse. Godt nok var det små 4-mandskahytter med køjesenge, men der var god plads udenfor, brusere indenfor samt fin spisesal med plads til alle. Om bord blev der serveret en lækker aftensmad i tre retter og ditto morgenmad næste dag.

Men selv om båden var fin, er det naturen, som er værd at skrive hjem om. Milford Sound er en fantastisk fjord, omgivet af stejle klippesider med et væld af vandfald. Det gode vejr varede ved resten af dagen, og da vi nåede ud til havet, var vandet helt stille (“oily calm”, som sømænd ville have kaldt det), og vi oplevede en fantastisk solnedgang over det Tasmanske Hav.

Inden da var der tid til vandaktiviteter. For mig blev det en tur i kajak, mens Katrine valgte en guidet tur i en lille båd. Begge dele var spændende, og bagefter havde jeg fået varmen så meget, at jeg dristede mig til en dukkert i det 16 grader kolde vand. Det var rart med et varmt måltid mad bagefter.

Næste morgen sejlede vi igen ud på havet, og vi havde således rigeligt med tid til rigtig at nyde landskabet. Et enkelt sted så vi en masse sæler; ellers var dyrelivet mest i form at de berygtede sandfluer, som ikke rigtig var til at slippe udenom under kajakturen. Dem skulle vi møde flere af senere.

Kiwier, guldgravere og skæve gulve

Mætte af indtryk fra sejlturen kørte vi videre samme vej tilbage uden særlig mange stop, inden vi nåede Queenstown. Her brugte vi ikke særlig lang tid, men vi havde bestemt os for at besøge en fuglepark, hvor vi kunne komme til at se kiwifuglen, New Zealands nationalfugl. Den er nemlig kun aktiv om natten og dertil er der ikke så mange tilbage i naturen. Det var også spændende at se den i virkeligheden – en meget mærkelig fugl, som ikke kan flyve, men til gengæld lægger æg der er næsten halvt så store som den selv. I samme park så vi bl.a. et krybdyr, der er unikt for New Zealand. Det har tre øjne og kan gå i dvale i flere tusind år.

Vi gjorde stop i den lille by Arrowtown, en tidligere guldgraverby med en rigtig hyggelig stemning og mange pæne, gamle bygninger. Den gamle “Chinatown” bestod af næsten umenneskeligt små huse – i nogle af dem kunne man knap nok ligge på jorden, men måtte sidde op ad klippevæggen. Det var nok ikke altid lige nemt at være guldgraver.

I Wanaka ligger “Stuart Landsborough’s Puzzling World”, en lille park/museum viet til alt, hvad der er sært eller mærkeligt – især optiske bedrag og den slags. Efter at have fundet vej igennem en stor labyrint i to etager, kunne vi opleve skæve gulve, vand, der løber opad, og ansigter, der følger en rundt i rummet. Mor og far havde været her, da de var forbi, og det var et meget sjovt sted at besøge.

Haast Pass

Men vi skulle videre, og det var endnu en flot køretur igennem Haast Pass ud til vestkysten. Det er et rimelig øde område, så der var ikke særlig meget trafik (og det meste var i modsat retning). Alligevel var græsset nyklippet i en bredde på over en meter på begge sider af vejen. Det kunne de godt lære noget af i Australien! På denne strækning stoppede vi også adskillige steder undervejs for at gå ture i skoven og se på vandfald m.m. Vi fortsatte op langs vestkysten og nåede sidst på eftermiddagen frem til gletsjer-området.

Telttur i regnvejr?

Selvom vi kun havde været hjemme i Sydney et par dage efter vores tur til Melbourne, gik turen videre til New Zealand, hvor vi skulle tilbringe de næste 8 dage i en lejebil og i telt midt mellem de smukkeste bjerge, gletsjere og søer i Ringenes Herre-landet.

Vores tur begyndte i Christchurch, men inden vi overhovedet kunne få lov til at komme ud af lufthavnen måtte vi (og næsten alle andre) gennemtjekkes på kryds og tværs i karantænen, da mange tager til Sydøen for at vandre. Alle vandrestøvler skulle spules og blev lagt i små plastikposer, og vores telt, som trængte til det, blev af det venlige personale slået op og støvsuget, inden det blev pakket sammen og afleveret til os igen. Det er da meget fornemt!

Vi skulle heldigvis sove på hotel den første nat, for det regnede, og selv om vi havde planer om at sove i telt alle de andre nætter, valgte vi også denne noget nemmere og mere komfortable løsning et par gange senere. Vi var dog generelt heldige med vejret, for det regnede kun den første dag, og så et par af nætterne.

Men ud af byen skulle vi, for New Zealand består jo mest af alt af bjerge, og det var dem, vi primært var kommet for at se. (I kan se et kort over vores rute her.)

Smeltevand og isbjerge

Vores første rigtige stop var ved Lake Tekapo og Lake Pukaki, der er smeltevandssøer fra gletsjerne i området. De var derfor fuldstændig turkise. Især den sidste, da der her var solskin. Lake Pukaki ligger ved foden af Aoraki/Mount Cook, der er New Zealands højeste bjerg, og vi kunne derfor se den meget turkisfarvede sø omgivet af mørkegrønne træer og med bjerge med sne på i baggrunden. Det så fuldstændig ud som de billeder Paul og Marit havde taget i Canada sidste år!

Det var også i dette område, at vi besøgte en laksefarm, hvor vi fik lov til at fodre laksene og se dem hoppe op af vandet efter maden. En af dem fik også lov til at indgå i vores aftensmad samme dag.

Om morgenen inden vi skulle køre videre, nåede vi både at gå en lang (i dobbelttempo, fordi vi havde travlt) tur mellem bjergene og en meget spændende sejltur på den nærliggende sø, Tasman Glacier Terminal Lake, der, som navnet siger, er den sø, som består af Tasman-gletsjerens smeltevand. Vi sejlede derfor rundt mellem kæmpe isbjerge, der lå og flød rundt i det mælkehvide/brune vand (tror ikke partiklerne er bundfældet så tæt på). Et par dage inden vi var der, var det største stykke gletsjer, de nogensinde havde set, knækket af, så der var rigtig meget is og i rigtig store stykker. Jeg fik lidt sug i maven de første par gange vi kunne høre isen ramme båden, da jeg jo straks tænkte på Titanic, men de vidste hvad de gjorde, tror jeg Det var i hvert fald rigtig spændende!

Videre sydpå

Men vi kunne jo ikke blive i det område for altid, så vi fortsatte med vores tur rundt i NZ gennem det smukke Lindis Pass, forbi fåre-, ko- og hjortefarmene (som er de dyr, der er flest af udover fugle – faktisk næsten de eneste andre dyr), langs en flod, hvor nogle af scenerne til Ringenes Herre er optaget, med stejle klipper på begge sider, og hvor mange laver bungy jumping.

Efter en kort aftensmad bestående af kebabburger, indtaget ved havnefronten til den smukt beliggende by Queenstown, der har bjerge på alle sider og lige ned til en kæmpe blå sø, og som er den eneste “store” by i nærheden, og de sidste par kilometer, som jeg havde kørt noget af trods min grænseløse irritation over bagvedliggende lokale, der i skarpe sving uden oversigt absolut vil følge fartgrænsen på 100, selvom det er tilrådeligt med 75, nåede vi til en lille hytte på en campingplads i Mossburn (det sydligste punkt på vores tur) og afslutningen på denne vores kun 2. dag i NZ. Pyh!

Fra oven

Vi oplevede jo en forfærdelig masse ting i Australien, og vi har været en smule bagefter med at få skrevet om nogle af dem, så dette indlæg vil handle om nogle af de highlights vi har oplevet i Sydney gennem vores forår og sommer.

Sydney er flot fra oven, og det er altid en god måde at få et overblik over en by på at tage op i et af de højeste punkter, og der se hele byen fra oven. Det gjorde vi derfor også i Sydney Tower, hvor vi kunne nyde solen gå ned over byen mens dens orange lys oplyste byen på en eventyrlig måde

Fra ydersiden

Det er også altid en god oplevelse at se nogle af de forstæder der er til en stor by. I hvert fald i Sydney, da meget af livet i byen foregår her. Vi tog derfor for nylig en af færgerne i byen rundt i havnen og hoppede af på Balmain, hvor vi gik en god lang (lidt for lang, da vi ikke kunne finde rundt grundet blinde veje og færger der ikke gik) tur i en bydel, hvor husene er mere hyggelige og de tropiske blomster vokser livligt.

De riges kvarter (Kirribilli), hvor premierministeren bl.a. bor, nøjedes vi med at se fra båden, men man oplevede endnu en gang hvor spændende byen er med alle sine små bugter, der gør, at man pludselig ser byen fra en hel ny vinkel, og oplever en del af byen man slet ikke troede fandtes fordi den var skjult fra der, hvor man befandt sig før.

Det vilde og ikke helt så vilde

Det vilde liv i Australien oplevede vi i Wild Life World, der, selv om vi havde set mange af de australske dyr før, var en udmærket oplevelse. De have formået at lave et flot center, med forskellige afdelinger, bl.a. en edderkoppeudstilling, rum med almindelige og sommerfugle, som fløj rundt om hovedet på en – og en afdeling for natdyr. Sidstnævnte var helt mørkelagt, og man kunne derfor se dyrene være aktive, selvom det udenfor var højlys dag. Det var også her vi oplevede dyrepasserne forsøge at indfange en possum, der skulle ned i en sæk. Det var et meget sjovt syn, og der blev klappet meget af publikum, da det endelig langt om længe lykkedes.

Og det ikke helt så vilde liv men alligevel lidt når det kommer til stykket finder man i den botaniske have. Haven ligger smukt med udsigt til både operahuset, broen og hele havnen. Haven har et stort problem med et voksende antal flying foxes, der inde midt i haven bor i en kæmpe plantage af træer. Jeg har aldrig set så mange flagermus på et sted før – de er lidt ulækre, men på en eller anden måde også lidt søde. Og så til det farlige: Der findes faktisk et plante/træ, man ikke må stå under i mere end tre minutter, fordi det kan være farligt, far – men det er ikke en åkande! Faktisk må man slet ikke gå ind under det. Det er nogle kæmpe træer, som uden varsel kan finde på at smide med store grene!

Det endnu mindre vilde men meget tæmmede og fredelige liv midt i storbyen fandt vi i den kinesiske have. Her kunne man allerede da man trådte ind i haven mærke freden sænke sig. Jeg ved ikke, hvad det er der gør det, om det er det rislende vand eller typen af blomster og træer eller hvad det er, men en oase midt i storbyen er det godt nok.

Afslapning

Efter sådan en god gang rundtur, er man nødt til at slappe lidt af, og det gøres ikke bedre end på en af Sydneys mange og fantastiske strande. Vi har både været på Bondi Beach og Manly Beach, og det kendetegnende for disse strande, udover at de er kendte, er, at sandet er rødt og ikke hvidt, at bølgerne er kæmpestore, fordi de ligger ud til Stillehavet og at der er surfere overalt på grund af de store bølger. Når man bliver træt af at ligge på stranden kan man gå op og nyde enten en god frokost, aftensmad eller bare en is, da der op til strandene er små næsten bydele, der ikke består af meget andet end badetøjsbutikker, restauranter, caféer og isboder og souvenirbutikker.

Og så i gang igen

Men det går jo ikke at man bare slapper af og spiser hele tiden, så for at veje op på det tog vi ud til Sydney Olympic Park, hvor OL blev afholdt i 2000 og Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary fandt hinanden (eller var det på en bar??) Her udfoldede vi vores gode sportslige evner ved at spille minigolf og svømme baner i OL-svømmernes bassiner. Armene var helt slappe bagefter… Men det var en god oplevelse, og der er masser af andre aktiviteter at lave derude – bl.a. 60 km med cykelstier, hvor man også kan gå tur i fredelige og flotte områder.

Men det jeg nu har skrevet om er selvfølgelig kun de nogenlunde håndgribelige ting at beskrive, og resten må vi desværre nok sige, at I selv må komme og opleve her. Det kan helt klart anbefales!

Så har vi forladt Australien. Sydney har været vores hjem siden sidste sommer, men nu er det slut. Selv om vi glæder os lidt til at se alle jer i Danmark igen, var det nu mest med vemod, at vi sagde farvel.

Det sted, som havde været mit andet hjem i otte år, blev også Katrines hjem for en tid, og det er en tid, vi altid vil se tilbage på med glæde. Det har været meget hyggeligt at bo sammen med mine forældre (igen), og det kommer vi til at savne. Vi er mange oplevelser rigere, og vi har set mere af Australien end mange nogen sinde kommer til.

Men som Katrine sagde i kirken vores sidste sabbat, så er det især venskaberne, vi vil huske. Vi tilbragte lørdag eftermiddag sammen nogle af dem, så vi kunne sige ordentligt farvel. De fleste af vores australske venner kommer desværre ikke til brylluppet, men flere har planer om at besøge os i Danmark senere, og det ser vi frem til.

Den sidste uge i Sydney blev forholdsvis hektisk, men vi nåede stort set alt det, vi havde sat os for. Jeg fik oversat en bog færdig (så er der lidt flere penge at rejse for), og vi nåede to sidste besøg i Sydney, hvor vi så både nye og gamle ting og fik gjort de sidste indkøb.

Eventyret er dog ikke helt slut endnu. Vi tilbringer hele marts i Thailand, og det bliver spændende at opleve en så anderledes kultur for en tid. (Bloggen kan nok ikke helt følge med – f.eks. mangler vi stadig et indlæg om Sydney og adskillige om New Zealand, hvor vi var for et par uger siden.) I Thailand skal vi finde tøj til brylluppet og forhåbentlig også få tid til at slappe lidt af, inden hverdagen begynder igen den 1. april.

Vi har før omtalt forskellige musikoplevelser i forbindelse med julen, både i Operahuset og udendørs. Men foråret og sommeren har budt på flere andre gode oplevelser, særligt inden for kristen musik. Strengt taget ikke kun musik, men det er ligesom fællesnævneren.

Første event var Passion World Tour, et program med David Crowder Band og Chris Tomlin samt taleren Lou Giglio, som er rejst verden rundt. Det er rettet mod unge/studerende og formen er i virkeligheden velkendt: fællessang, skriftlæsning, bøn, tale, vidnesbyrd og appel. Det kunne have været en gudstjeneste i en almindelig kirke – men var i stedet i Sydney Entertainment Centre (den største musikscene i byen), og vi var sikkert over 20.000 mennesker. Og så var det gratis! Fed oplevelse – og hyggeligt at være der sammen med gode venner. Det var væsentlig mere rørende end en gennemsnitsgudstjeneste – især den stærke historie om en pige, der i løbet af fire måneder var blevet omvendt af sin roommate.

Så var der Casting Crowns, som vi (og en del andre) hørte i Århus forrige år. De var i Australien for første gang i januar, og her havde vi sikret os billetter (denne gang var det ikke gratis) til endnu en god oplevelse. Stemningen var ikke helt som i Århus, men musikken og budskabt var stadig godt. Her var det også sjovt at møde en del, vi kendte – for mit vedkommende adskillige af mine nye kolleger.

Og endelig er der Hillsong, som for de fleste kristne ikke behøver den helt store introduktion. Sangene er i hvert fald kendte. Menigheden er Australiens største – hver weekend er der over 20 gudstjenester, og deres store sal har plads til omkring 5000. Kirken ligger kun ca. en halv times kørsel fra, hvor vi bor. Men da de sidste år fejrede deres 25-års jubilæum, skete det inde i Sydney i Darling Harbour med en stor fest. Det skulle vi selvfølgelig ind at se. Og det var meget sjovt at være med til, selv om vi syntes, det var et lidt for internet program til den placering. Så var det sjovere rent faktisk at være i kirken, hvor vi også havde taget Sofie og Jakob med. Det er altid en spændende kirke at komme til, og både musikken, professionalismen og budskabet er inspirerende.

Det har været nogle gode oplevelser, og det bliver spændende at se, om København kan hamle op med det. Det håber vi!

I gamle dage ejede adventisterne i Danmark selskabet Nutana, som producerer sund, eller i hvert fald vegetarisk mad. Det gør de ikke længere, og hvad der gik galt er ikke op til mig at vurdere. Men det er noget helt andet i Australien, hvor adventisterne stadig ejer selskabet Sanitarium. Det er en stor virksomhed, hvis produkter er kendt og afholdt af de fleste australiere. Deres mad smager faktisk godt. Og så er det en virksomhed, der drives med en professionalisme som ellers (desværre) sjældent ses inden for kirken.

Sidstnævnte har jeg fået et førstehåndsindtryk af over sommeren, fordi jeg blev tilbudt en midlertidig stilling i kommunikationsafdelingen på Sanitariums hovedkontor. Som arbejdsplads virker det fuldt ud professionelt, og det er egentlig mest i forhold til produktet, i den vegetariske kantine, og ved den daglige morgenandagt, man mindes om, at der ikke fuldstændig arbejdes på markedsvilkår.

Mine opgaver lå inden for det samme som emnet for mit speciale, nemlig intern kommunikation. Og i de uger jeg var der, nåede jeg at udrette en del i forhold til bl.a. videreudvikling af intranet og planlægning af forskellige kommunikationsstrategier til senere på året.

Det var en omvæltning med de lange dage (jeg kunne heldigvis køre med en kollega, der bor i nærheden, men jeg var væk hjemmefra i næsten 11 timer), men overordnet set var det en rigtig god oplevelse. Selv om det var for en kort periode, var det mit første rigtige arbejde efter endt uddannelse. Og det var rigtig spændende at opleve en hverdag i et kontormiljø i Australien. Det er udmærket til CV’et – selv om jeg faktisk i første omgang ikke har så meget brug for det. Mere om det senere.

Vores værter

Det er altid godt at kende nogen, som kender nogen, og da vi skulle til Melbourne, fandt vi ud af, at vi kunne bo hos Carlies (en af dem vi kender fra kirken her i Sydney) forældre, Shirley og Jeff. De bor i en forstad til Melbourne, og er nogle meget gæstfrie og hyggelige mennesker. Vi havde mødt Shirley før, da hun besøgte Carlie og Devon i Sydney i foråret, hvor vi var med dem nede til Sculpture by the Sea (en midlertidig kunstudstilling på Bondi Beach, som i år kommer til Århus, som det næste sted på dens verdensturné).

Da vi kom den første aften, havde Shirley lækker aftensmad klar, og da solen var ved at gå ned, tog Jeff os med på en gåtur op på en bakke, så vi kunne se ud over byen gennem træerne, mens lysene blev tændt i byen. De bor på vej op ad et bjerg med en nationalpark som baghave.

Det er en familie, hvor der sker noget. Deres søn Dustin klatrer, de står alle på vandski, og er i det hele taget meget bidt af sådanne former for ekstremsport. (Det var også Carlie og Devon, som tog os med på vandski for nylig.) Men det er vist egentlig forholdsvist almindeligt for australiere. Derudover havde de lørdag efter kirke 27 unge mennesker på besøg til spisning (og de vidste ikke hvor mange der kom på forhånd). Det skal der noget til for at man gør frivilligt!

Philip Island

Fredag eftermiddag hentede vi Jeff på arbejdet. Kenneth og jeg havde snakket om, at vi gerne ville til Philip Island, der ligger 1½ times kørsel syd for Melbourne, og hvor man kan se pingviner, og Shirley og Jeff havde sagt at de gerne ville med. Jeg tror mest det var for at hjælpe os, for de havde været der adskillige gange før.

Pingvinerne, som er af typen Little Penguin, bor i bakkerne ned til vandet, så om aftenen kommer de alle sammen svømmende ind, vrikker fulde af fisk op på stranden og kravler op i bakkerne. Det var rigtig sjovt at se. Da vi var der, havde de unger, så mange af dem var slet ikke ude at svømme, men passede ungen i deres lille hule. Men fra en boardwalk kunne vi se pingvinerne, der med møje og besvær (og med mange, lange pauser) vraltede sig op gennem bakkerne for at finde deres hule og familie. De var så tæt på, at vi havde kunne nå dem, hvis ikke de så ville have bidt os.

Man måtte ikke tage billeder af selve pingvinparaden, som man betalte for at se, men 15 minutters kørsel derfra kunne man se nogle af dem sidde rundt omkring i bakkerne, og her måtte man godt tage løs, så det gjorde jeg! Det var sjovt at se rigtige, levende pingviner ude i det fri, og de var noget så søde!

Varme og bushfires

Lørdag var vi med Shirley og Jeff i kirke, hvor talen tog en time, men den var heldigvis spændende! Og så nød vi alle, at der var aircondition i kirken, for udenfor slog Melbourne den tidligere varmerekord med en temperatur på 46,4 grader (det var 3 grader varmere end adskillige tidligere rekorder). Jeg har aldrig prøvet noget lignende!! Det var som at gå ud i en ovn, når man åbnede døren. Den fornemmelse kan man godt have selv ved 30 graders varme, men forskellen er, at det føles endnu mere som det og varmen begynder også at lugte brændt.

Det var dog ikke kun varmen, der i sig selv lugtede brændt. I løbet af dagen fulgte Jeff med på nettet i de rigtig mange meldinger om bushfires der bredte sig med lynets hast over hele Victoria. Det er ikke noget man skal spøge med, for det går hurtigt, og da Melbourne er omgivet af skov, kan det godt gå rigtig galt! Det blæste også kraftigt hele dagen, hvilket kun gjorde det værre. Deres hus ligger tæt på skoven, så selv om det er på den rigtige side af bjergtoppen i forhold til vinden, er det ret udsat.

Heldigvis havde Kenneth og jeg pakket i god tid, for pludselig blev Jeff nervøs for, at de ville lukke vejen, så vi ikke ville kunne komme ud. De havde lovet at køre os til lufthavnen, da vi skulle hjem om aftenen, og vi skyndte os af sted tidligere end planlagt. Der var en bushfire på vejen ved siden af, og da der skulle komme et skift i vejret, hvilket ville ændre vindretningen, var deres hus i fare.

Vi slap gennem byen, men hele vejen til lufthavnen var hele himlen dækket af tung røg, og vi hørte nyheder om, hvor de forskellige bushfires var og hvilke veje der var lukket. Det var en ret ubehagelig fornemmelse, især det første stykke af vejen, da jeg var nervøs for at deres hus brændte ned mens de kørte os til lufthavnen. Heldigvis hørte vi ikke så meget mere om deres område og tog det som et godt tegn.

Fra luften tog vi billeder af brandene og af den kæmpemæssige røgsky, som mest af alt lignede noget man ser på film fra vulkanudbrud eller atombomber. Det var mit første møde med bushfires, og det var en lidt skræmmende oplevelse. I skrivende stund er over 300 mennesker omkommet, og det omtales nu som den værste naturkatastrofe i Australiens historie.

Men bushfires og varme, på trods af de ekstreme forhold netop nu, er i det store hele med til at give et mere nuanceret billede af et Melbourne, som på alle andre områder har været godt! Og det er de positive oplevelser og mennesker, jeg vil huske turen mest for.

Mad og shopping

Man har ikke rigtig set Australien, hvis ikke man også har været i Melbourne. Sydney kender vi rimelig godt efterhånden, men Melbourne er som den anden internationale metropol også en vigtig del af landet. Jeg havde været der før, men ikke så længe, så vi glædede os begge til at opleve byen og opdage, hvad den havde at byde på.

Selv om de begge er australske, er Sydney og Melbourne faktisk meget forskellige. Sydney er umiskendeligt smukkere, med sin placering ved vandet, operahuset, broen, strandene osv. Melbourne er til gengæld lidt mere overskuelig og har et større og mere koncentreret centrum. Modsat de fleste andre vestlige storbyer har Melbourne bevaret sine sporvogne, og de gør det ufattelig nemt at komme rundt.

Og så har byen en væsentlig mere europæisk stemning end mange andre steder i Australien. I centrum er der en del små gyder med fortovscaféer og små butikker, og byen har en anderledes, måske lidt mere sofistikeret charme end Sydney.

For sydneysidere er det, de fremhæver ved Melbourne, især dens shoppingmuligheder og gode restauranter. Så vi havde sat os for, at begge dele skulle opleves til fulde. Og vi må faktisk give dem ret i, at her er lidt mere at komme efter end i Sydney. Der er mange og varierede spisesteder med god kvalitet og rimelige priser, og de er nemme at finde. På vores to og en halv dage i Melbourne nåede vi forskellige steder at spise italiensk, græsk, mexikansk, italiensk igen samt en udmærket morgenmad. Samt – ikke at forglemme – kage. I St Kilda var vi blevet anbefalet et af de små, traditionelle konditorier, og det var ganske lækkert. Og som det allersidste, vi gjorde i Melbourne nåede vi at spise det meste af to overordentlig gode, men store stykker kage på Southbank. I kan få lidt et indtryk fra billederne. Mums.

Når det gælder shopping, er der et stort område i centrum med de sædvanlige stormagasiner, kædebutikker, dyre designerbutikker og også lidt mindre steder. Her var vi selvfølgelig forbi, men vi fik større udbytte af at gå på Chapel Street i en anden bydel tæt på centrum. Denne gade er lang (flere km) og fuld af butikker og caféer med en stor variation af både stil og pris. Her lykkedes det for os begge at finde gode tilbud og købe lidt tøj med hjem. Det er det, man gør i Melbourne.

Attraktioner

Vi nåede selvfølgelig også noget mere traditionel sightseeing. Strandforstaden St Kilda er et hyggeligt besøg med sin strandpromenade, marked, mole ud i bugten, kite-surfere og udsigt mod byen. Den store St Patrick’s Cathedral (katolsk) er ganske flot, når man tager i betragtning, at kirkearkitektur primært er et europæisk speciale. Vi var oppe i Eureka Tower, den højeste boligblok i verden, bygget for et par år siden, med en god udsigt over byen. Elevatoren fra stuen til 88. etage tog ca. et halvt minut! Vi fik set byen fra vandsiden fra en flodtur på Yarra River, og vi klarede middagsheden ved at ligge i skyggen ved en sø i botanisk have.

Melbournes akvarium bør også nævnes, og det var et besøg værd, selv om vi havde været i det i Sydney, for de er meget forskellige. Gode næsten kunstneriske udstillinger. Særligt spændende var deres nyeste attraktion: en antarktis-udstilling med pingviner. Ikke den lille slags, som vi skulle se i det fri samme aften, men store kongepingviner, som vraltede rundt og svømmede i deres akvarium. De var hyggelige at besøge.

Besøget værd

Der er mange flere ting, man kunne se i Melbourne. Og vi nåede ikke at opleve deres kulturliv, som ellers skulle være rimelig godt med teater og musik m.m. i god kvalitet. Mest af alt er det en behagelig by at være i, og vi håber da at komme tilbage dertil en dag. Kampen mellem Melbourne og Sydney om at være størst og bedst vil sikkert fortsætte, og det er en nok en god ting. For selv om vi er glade for Sydney, er det meget forståeligt, at så mange er glade for at bo i Melbourne. Vi ville ikke være uenige.