Posted by: Kenneth Birch | 13. juli 2008

Katrine er landet

Oz 1-20Katrine har været i Australien i godt en uge nu, så vi syntes også det var på tide at opdatere lidt. Jeg har godt nok været her i næsten to måneder, men det er som om det er lidt mere spændende nu.

Det er ikke fordi jeg har kedet mig i mellemtiden. Specialet skrider planmæssigt frem, og mine feltundersøgelser hos LEGO Australia har været spændende og givende. Der er da også blevet tid til lidt underholdning og sightseeing undervejs, men meget af det har jeg jo set før, så det har mest været at genopfriske gamle minder og venskaber.

Til gengæld var det hårdt i hele syv uger at skulle undvære hinanden, og selv om vi kunne snakke med webcam på Skype næsten hver dag uden at det kostede os noget, så er det alligevel ikke det samme. Så det var dejligt at kunne hente hende i lufthavnen i sidste uge – endda en nat tidligere end ventet, fordi det lykkedes at komme med et tidligere fly.

Oz 2-10Katrines første indtryk af Australien er godt. Vi har været i Sydney en dag, hvor jeg kunne vise hende rundt. Ellers har vi hygget os herhjemme hos mine forældre og i området heromkring. De bor i udkanten af byen (ca. tre kvarter ind til byen med tog), men der er masser af liv og shoppingmuligheder m.m., også her i nærheden. Vi har været i biografen, hvor vi endelig fik set Narnia – hvis I ikke har set den endnu, så bør I gøre det.

Det er også blevet til to kirkebesøg for Katrines vedkommende i den menighed, vi plejer at komme i. Indtil videre har hun lært nogle få navne, men det gode er, at der er fællesspisning hver lørdag (hvor man ikke skal have noget med selv), og det giver gode anledninger til at lære folk at kende. Jeg har altid selv følt mig vel modtaget i menigheden, og det gælder heldigvis også for Katrine – i dag høstede vi hele to invitationer, så det er ikke så dårligt :)

Oz 2-07Der er mange sjove dyr i Australien, og indtil nu er det især fuglene, der imponerer (samt en possum i ny og næ). De kommer på terassen og spiser af det foder, man lægger ud til dem (helt dumme er de ikke). De er meget farvestrålende og larmende, og der kommer nok nogle billeder af dem om ikke så længe.

Det er vinter her, men det er nu lidt svært at sammenligne med dansk vinter. Det minder mest af alt om september derhjemme med 15 til måske 20 om dagen og strålende sol, og ned til måske 5 om natten. Det lyder jo ikke så slemt, men problemet er, at de ikke isolerer deres huse, så der bliver faktisk temmelig koldt indenfor. Vi har selvfølgelig varme på, men det er mest igennem air condition, så der er lidt træk hele tiden, når den kører.

Vi er glade for at være her, og glade for at være her begge to. Vi glæder os til de kommende uger og måneder, og vi skal nok prøve at holde jer lidt opdateret med, hvad vi oplever.


Svar

  1. Hej Kenneth og Katrine, glæder mig på jeres vegne at i har det godt, men hold fast hvor blir jeg misundelig på at i er down-under. Men nyd lige en gang i mellem en ekstra dåsis for mig…
    Glæder mig til at følge med i jeres rejsende rundt i Auzzie land.
    Her skal vi til at begynde 3 ugers ferie som for os i år byder bl.a. på Sverige og spejderlejr og en lidt regnfuld sommer men vi overlever nok det også :-)
    Hils Marit og Poul fra os 4.
    Knus Caroline


Leave a response

Your response:

Kategorier