Vores værter

Det er altid godt at kende nogen, som kender nogen, og da vi skulle til Melbourne, fandt vi ud af, at vi kunne bo hos Carlies (en af dem vi kender fra kirken her i Sydney) forældre, Shirley og Jeff. De bor i en forstad til Melbourne, og er nogle meget gæstfrie og hyggelige mennesker. Vi havde mødt Shirley før, da hun besøgte Carlie og Devon i Sydney i foråret, hvor vi var med dem nede til Sculpture by the Sea (en midlertidig kunstudstilling på Bondi Beach, som i år kommer til Århus, som det næste sted på dens verdensturné).

Da vi kom den første aften, havde Shirley lækker aftensmad klar, og da solen var ved at gå ned, tog Jeff os med på en gåtur op på en bakke, så vi kunne se ud over byen gennem træerne, mens lysene blev tændt i byen. De bor på vej op ad et bjerg med en nationalpark som baghave.

Det er en familie, hvor der sker noget. Deres søn Dustin klatrer, de står alle på vandski, og er i det hele taget meget bidt af sådanne former for ekstremsport. (Det var også Carlie og Devon, som tog os med på vandski for nylig.) Men det er vist egentlig forholdsvist almindeligt for australiere. Derudover havde de lørdag efter kirke 27 unge mennesker på besøg til spisning (og de vidste ikke hvor mange der kom på forhånd). Det skal der noget til for at man gør frivilligt!

Philip Island

Fredag eftermiddag hentede vi Jeff på arbejdet. Kenneth og jeg havde snakket om, at vi gerne ville til Philip Island, der ligger 1½ times kørsel syd for Melbourne, og hvor man kan se pingviner, og Shirley og Jeff havde sagt at de gerne ville med. Jeg tror mest det var for at hjælpe os, for de havde været der adskillige gange før.

Pingvinerne, som er af typen Little Penguin, bor i bakkerne ned til vandet, så om aftenen kommer de alle sammen svømmende ind, vrikker fulde af fisk op på stranden og kravler op i bakkerne. Det var rigtig sjovt at se. Da vi var der, havde de unger, så mange af dem var slet ikke ude at svømme, men passede ungen i deres lille hule. Men fra en boardwalk kunne vi se pingvinerne, der med møje og besvær (og med mange, lange pauser) vraltede sig op gennem bakkerne for at finde deres hule og familie. De var så tæt på, at vi havde kunne nå dem, hvis ikke de så ville have bidt os.

Man måtte ikke tage billeder af selve pingvinparaden, som man betalte for at se, men 15 minutters kørsel derfra kunne man se nogle af dem sidde rundt omkring i bakkerne, og her måtte man godt tage løs, så det gjorde jeg! Det var sjovt at se rigtige, levende pingviner ude i det fri, og de var noget så søde!

Varme og bushfires

Lørdag var vi med Shirley og Jeff i kirke, hvor talen tog en time, men den var heldigvis spændende! Og så nød vi alle, at der var aircondition i kirken, for udenfor slog Melbourne den tidligere varmerekord med en temperatur på 46,4 grader (det var 3 grader varmere end adskillige tidligere rekorder). Jeg har aldrig prøvet noget lignende!! Det var som at gå ud i en ovn, når man åbnede døren. Den fornemmelse kan man godt have selv ved 30 graders varme, men forskellen er, at det føles endnu mere som det og varmen begynder også at lugte brændt.

Det var dog ikke kun varmen, der i sig selv lugtede brændt. I løbet af dagen fulgte Jeff med på nettet i de rigtig mange meldinger om bushfires der bredte sig med lynets hast over hele Victoria. Det er ikke noget man skal spøge med, for det går hurtigt, og da Melbourne er omgivet af skov, kan det godt gå rigtig galt! Det blæste også kraftigt hele dagen, hvilket kun gjorde det værre. Deres hus ligger tæt på skoven, så selv om det er på den rigtige side af bjergtoppen i forhold til vinden, er det ret udsat.

Heldigvis havde Kenneth og jeg pakket i god tid, for pludselig blev Jeff nervøs for, at de ville lukke vejen, så vi ikke ville kunne komme ud. De havde lovet at køre os til lufthavnen, da vi skulle hjem om aftenen, og vi skyndte os af sted tidligere end planlagt. Der var en bushfire på vejen ved siden af, og da der skulle komme et skift i vejret, hvilket ville ændre vindretningen, var deres hus i fare.

Vi slap gennem byen, men hele vejen til lufthavnen var hele himlen dækket af tung røg, og vi hørte nyheder om, hvor de forskellige bushfires var og hvilke veje der var lukket. Det var en ret ubehagelig fornemmelse, især det første stykke af vejen, da jeg var nervøs for at deres hus brændte ned mens de kørte os til lufthavnen. Heldigvis hørte vi ikke så meget mere om deres område og tog det som et godt tegn.

Fra luften tog vi billeder af brandene og af den kæmpemæssige røgsky, som mest af alt lignede noget man ser på film fra vulkanudbrud eller atombomber. Det var mit første møde med bushfires, og det var en lidt skræmmende oplevelse. I skrivende stund er over 300 mennesker omkommet, og det omtales nu som den værste naturkatastrofe i Australiens historie.

Men bushfires og varme, på trods af de ekstreme forhold netop nu, er i det store hele med til at give et mere nuanceret billede af et Melbourne, som på alle andre områder har været godt! Og det er de positive oplevelser og mennesker, jeg vil huske turen mest for.