Posted by: Katrine M Birch | 3. marts 2009

Alle gode gange Sydney

Vi oplevede jo en forfærdelig masse ting i Australien, og vi har været en smule bagefter med at få skrevet om nogle af dem, så dette indlæg vil handle om nogle af de highlights vi har oplevet i Sydney gennem vores forår og sommer.

Fra oven

Oz 14-07Sydney er flot fra oven, og det er altid en god måde at få et overblik over en by på at tage op i et af de højeste punkter, og der se hele byen fra oven. Det gjorde vi derfor også i Sydney Tower, hvor vi kunne nyde solen gå ned over byen mens dens orange lys oplyste byen på en eventyrlig måde

Fra ydersiden

Det er også altid en god oplevelse at se nogle af de forstæder der er til en stor by. I hvert fald i Sydney, da meget af livet i byen foregår her. Vi tog derfor for nylig en af færgerne i byen rundt i havnen og hoppede af på Balmain, hvor vi gik en god lang (lidt for lang, da vi ikke kunne finde rundt grundet blinde veje og færger der ikke gik) tur i en bydel, hvor husene er mere hyggelige og de tropiske blomster vokser livligt.

De riges kvarter (Kirribilli), hvor premierministeren bl.a. bor, nøjedes vi med at se fra båden, men man oplevede endnu en gang hvor spændende byen er med alle sine små bugter, der gør, at man pludselig ser byen fra en hel ny vinkel, og oplever en del af byen man slet ikke troede fandtes fordi den var skjult fra der, hvor man befandt sig før.

Det vilde og ikke helt så vilde

Det vilde liv i Australien oplevede vi i Wild Life World, der, selv om vi havde set mange af de australske dyr før, var en udmærket oplevelse. De have formået at lave et flot center, med forskellige afdelinger, bl.a. en edderkoppeudstilling, rum med almindelige og sommerfugle, som fløj rundt om hovedet på en – og en afdeling for natdyr. Sidstnævnte var helt mørkelagt, og man kunne derfor se dyrene være aktive, selvom det udenfor var højlys dag. Det var også her vi oplevede dyrepasserne forsøge at indfange en possum, der skulle ned i en sæk. Det var et meget sjovt syn, og der blev klappet meget af publikum, da det endelig langt om længe lykkedes.

Oz 14-81Og det ikke helt så vilde liv men alligevel lidt når det kommer til stykket finder man i den botaniske have. Haven ligger smukt med udsigt til både operahuset, broen og hele havnen. Haven har et stort problem med et voksende antal flying foxes, der inde midt i haven bor i en kæmpe plantage af træer. Jeg har aldrig set så mange flagermus på et sted før – de er lidt ulækre, men på en eller anden måde også lidt søde. Og så til det farlige: Der findes faktisk et plante/træ, man ikke må stå under i mere end tre minutter, fordi det kan være farligt, far – men det er ikke en åkande! Faktisk må man slet ikke gå ind under det. Det er nogle kæmpe træer, som uden varsel kan finde på at smide med store grene!

Oz 14-10Det endnu mindre vilde men meget tæmmede og fredelige liv midt i storbyen fandt vi i den kinesiske have. Her kunne man allerede da man trådte ind i haven mærke freden sænke sig. Jeg ved ikke, hvad det er der gør det, om det er det rislende vand eller typen af blomster og træer eller hvad det er, men en oase midt i storbyen er det godt nok.

Afslapning

Efter sådan en god gang rundtur, er man nødt til at slappe lidt af, og det gøres ikke bedre end på en af Sydneys mange og fantastiske strande. Oz 14-46Vi har både været på Bondi Beach og Manly Beach, og det kendetegnende for disse strande, udover at de er kendte, er, at sandet er rødt og ikke hvidt, at bølgerne er kæmpestore, fordi de ligger ud til Stillehavet og at der er surfere overalt på grund af de store bølger. Når man bliver træt af at ligge på stranden kan man gå op og nyde enten en god frokost, aftensmad eller bare en is, da der op til strandene er små næsten bydele, der ikke består af meget andet end badetøjsbutikker, restauranter, caféer og isboder og souvenirbutikker.

Og så i gang igen

Oz 14-138Men det går jo ikke at man bare slapper af og spiser hele tiden, så for at veje op på det tog vi ud til Sydney Olympic Park, hvor OL blev afholdt i 2000 og Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary fandt hinanden (eller var det på en bar??) Her udfoldede vi vores gode sportslige evner ved at spille minigolf og svømme baner i OL-svømmernes bassiner. Armene var helt slappe bagefter… Men det var en god oplevelse, og der er masser af andre aktiviteter at lave derude – bl.a. 60 km med cykelstier, hvor man også kan gå tur i fredelige og flotte områder.

Men det jeg nu har skrevet om er selvfølgelig kun de nogenlunde håndgribelige ting at beskrive, og resten må vi desværre nok sige, at I selv må komme og opleve her. Det kan helt klart anbefales!


Leave a response

Your response:

Kategorier