Posted by: Kenneth Mollerup Birch | 9. marts 2009

Et glimt fra paradisets kyst

Lørdag morgen gik turen mod Milford Sound – den mest kendte af fjordene på sydøens vestkyst. Vi var blevet anbefalet at tage på et cruise med overnatning, og det betød desuden, at vi havde bedre tid til køreturen op til bunden af fjorden. Dette stykke vej er et af de smukkeste i verden, og vi var heldige at køre det i fantastisk vejr og med mulighed for at stoppe en del steder undervejs.

NZ 3-08NZ 3-10NZ 3-19NZ 3-30

Spejlblanke søer med og uden genspejlinger af bjergene, stille gåture i skoven, vandfald, udsigt over marker, bjerge og en blå himmel. Det var nogle af de ting, der mødte os på en helt igennem fantastisk dag. Især Lake Gunn var som af en anden verden. Det sidste stykke vej ned mod Milford Sound gik først stejlt ned igennem en enkeltsporet tunnel (med trafiklys) og derefter videre ned ad bjergsiden. Fremme ved færgeterminalen fik vi hurtigt checket ind til vores båd og gik ombord.

Milford Sound

“The Milford Wanderer” var en positiv overraskelse. Godt nok var det små 4-mandskahytter med køjesenge, men der var god plads udenfor, brusere indenfor samt fin spisesal med plads til alle. Om bord blev der serveret en lækker aftensmad i tre retter og ditto morgenmad næste dag.

Men selv om båden var fin, er det naturen, som er værd at skrive hjem om. Milford Sound er en fantastisk fjord, omgivet af stejle klippesider med et væld af vandfald. Det gode vejr varede ved resten af dagen, og da vi nåede ud til havet, var vandet helt stille (“oily calm”, som sømænd ville have kaldt det), og vi oplevede en fantastisk solnedgang over det Tasmanske Hav.

NZ 3-37NZ 3-41NZ 3-51NZ 3-46

Inden da var der tid til vandaktiviteter. For mig blev det en tur i kajak, mens Katrine valgte en guidet tur i en lille båd. Begge dele var spændende, og bagefter havde jeg fået varmen så meget, at jeg dristede mig til en dukkert i det 16 grader kolde vand. Det var rart med et varmt måltid mad bagefter.

NZ 3-42NZ 3-44NZ 3-57NZ 3-59

Næste morgen sejlede vi igen ud på havet, og vi havde således rigeligt med tid til rigtig at nyde landskabet. Et enkelt sted så vi en masse sæler; ellers var dyrelivet mest i form at de berygtede sandfluer, som ikke rigtig var til at slippe udenom under kajakturen. Dem skulle vi møde flere af senere.

Kiwier, guldgravere og skæve gulve

Mætte af indtryk fra sejlturen kørte vi videre samme vej tilbage uden særlig mange stop, inden vi nåede Queenstown. Her brugte vi ikke særlig lang tid, men vi havde bestemt os for at besøge en fuglepark, hvor vi kunne komme til at se kiwifuglen, New Zealands nationalfugl. Den er nemlig kun aktiv om natten og dertil er der ikke så mange tilbage i naturen. Det var også spændende at se den i virkeligheden – en meget mærkelig fugl, som ikke kan flyve, men til gengæld lægger æg der er næsten halvt så store som den selv. I samme park så vi bl.a. et krybdyr, der er unikt for New Zealand. Det har tre øjne og kan gå i dvale i flere tusind år.

NZ 2-11NZ 2-13NZ 2-20

Vi gjorde stop i den lille by Arrowtown, en tidligere guldgraverby med en rigtig hyggelig stemning og mange pæne, gamle bygninger. Den gamle “Chinatown” bestod af næsten umenneskeligt små huse – i nogle af dem kunne man knap nok ligge på jorden, men måtte sidde op ad klippevæggen. Det var nok ikke altid lige nemt at være guldgraver.

I Wanaka ligger “Stuart Landsborough’s Puzzling World”, en lille park/museum viet til alt, hvad der er sært eller mærkeligt – især optiske bedrag og den slags. Efter at have fundet vej igennem en stor labyrint i to etager, kunne vi opleve skæve gulve, vand, der løber opad, og ansigter, der følger en rundt i rummet. NZ 2-33Mor og far havde været her, da de var forbi, og det var et meget sjovt sted at besøge.

Haast Pass

Men vi skulle videre, og det var endnu en flot køretur igennem Haast Pass ud til vestkysten. Det er et rimelig øde område, så der var ikke særlig meget trafik (og det meste var i modsat retning). Alligevel var græsset nyklippet i en bredde på over en meter på begge sider af vejen. Det kunne de godt lære noget af i Australien! På denne strækning stoppede vi også adskillige steder undervejs for at gå ture i skoven og se på vandfald m.m. Vi fortsatte op langs vestkysten og nåede sidst på eftermiddagen frem til gletsjer-området.


Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Kategorier

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.