Udsyn til bjergtop
Næste stop var ved en strand, Gillespies Beach, hvor vi skulle overnatte i telt næsten ned til vandet. Herfra kunne vi om aftenen nyde synet af Mt Cook fra den anden side af bjergkæde, mens solen lige så stille gik ned ude over vandet, og derved ændrede farverne på det smukke sneklædte bjerg til først orange og derpå lyserød inden den var væk. Det var et meget smukt syn og alle de sandfluebid værd, som jeg stadig døjer med klør på mine ben og fødder her over en uge efter!
Efter en dejlig nat på min nye selvoppustelige luftmadras (som vi havde været nødt til at købe dagen inde, da luftmadrassen vi havde med til mig var gået i stykker og ikke kunne laves, og jeg havde prøvet men ikke syntes om at ligge på en tom luftmadras kun med håndklæder som isolation) kørte vi en tur hen til den nærliggende sø, Lake Matheson. Her kan man, hvis man går rundt om den på en stille morgen som vores, se Mt Cook spejlet i vandet – endnu et meget smukt syn! (Og igen meget sammenligneligt med Canada – vi behøver snart ikke tage derover.)
Vi var også tættere på de gletsjere, der er et must-see i området. Vi både så Fox Glacier fra udkigspunkter og var ude at gå en tur over morænelandskabet bestående af sten, sten og flere sten fra der, hvor Franz Josef havde trukket sig tilbage og der nu kun var en lille smeltevandsflod, der til tider ændrede bane mellem stenene. Vi var dog ikke helt henne ved foden af den, da det krævede guide.
Snoede veje og smalle broer
Derpå fulgte den lange køretur videre op langs vestkysten på tosporet vej, hvor man kommer gennem hårnålesving (fartgrænse på 100 km/t men anbefalet 25-35 km/t et godt stykke af vejen), og en masse byer, som på kortet ser ud til at være “almindelige” af størrelse men viser sig kun af have mellem 200 og 300 indbyggere. Det er meget kendetegnende for NZ! Ingen mennesker eller dyr, men masser af flot natur!
Vi kom dog også gennem storbyen på vestkysten, Greymouth, men omkring 3500 indbyggere. Generelt på turen har vi stødt på mange ensporede broer, som fungerer fint på grund af de få biler på vejene, selvom de findes gentagne gange på hovedvejene. Men i Greymouth oplevede vi det særlige fænomen med en bro der var ensporet og derudover også delte dette spor med toget! Vi undrede os noget over, hvordan vi skulle vide, om der kom et tog, og om man skulle bakke, hvis det kom, mens man var på broen, da toget havde forkørselsret og der ingen lys eller bomme var!
Pandekagekysten
Pancake Rocks var en samling klipper, som bedst kan beskrives med billeder. Man ved ikke fuldstændig hvordan de er opstået, men et særligt syn er det i hvert fald. I bunden af slugterne bliver vandet skyllet ind under klipperne og ryger derpå tilbage med så stor kraft at det sprøjter ud. Dette fænomen kaldes blowholes, og der var adskillige af disse her også.
På turen videre derfra mødte vi en politibil, der patruljerede frem og tilbage på samme lille stykke vej, hvilket minder mig om, at jeg til listen over ting i NZ må tilføje, at de har meget politi på vejene trods landets store udstrækning og få mennesker. Vi har mange gange mødt politi (4-5 biler på bare en dag!).
Arthur’s Pass
Vores sidste overnatning inden vi var tilbage i Christchurch var i Arthur’s Pass på en “campingplads” der lå presset ind på det lille stykke græs der var mellem jernbanen, stationens parkeringsplads og hovedvejen. Her stødte vi bl.a. på den frygtede newzealanske fugl keaen! Det er en papegøje, forholdsvis stor og med et meget krumt og spidst næb, der ikke er bange for mennesker og som spiser gummi. Det betyder bl.a., at man skal passe på sine gummisko, som den kan finde på at angribe og at vi var glade for, at vores lejebil havde skærme over vinduerne, da den gerne spiser gummiet langs med vinduesrammen!
Passet ligger ret højt, så vi hundefrøs om natten – der har været køleskabstemperatur, for vores Nutella opførte sig præcis som hvis det havde været i køleskabet! Og vi måtte have vanter, hue, trøjer osv. på da vi om morgenen begyndte vores lille morgentur op til et vandfald. Til gengæld gik det så meget opad, at vi havde det fint varmt da vi kom ned igen…
Tilbage under skyerne
Vi kunne se tunge skyer, der hang over de sidste bjerge i passet, da vi vendte næserne mod Christchurch, og ganske rigtigt var det slut med det fine vejr fra næsten hele vores tur og tilbage til det overskyede og småregnende, men vi havde godt nok været heldige! Og vi glædede os nu til at komme tilbage til Christchurch til et hotel, til en rigtig seng og til et dejligt, langt, varmt og tiltrængt bad!! Så mens Kenneth afleverede bilen, kunne jeg hænge teltet op til tørre og nød, at ingen tog tid på badet imens.
